• Nej, du skal ikke nyde livet – du går glip af for meget

    Source: BDK Finans / 21 Dec 2024 11:14:15   America/New_York

    En af mine barndomsvenner havde en gravhund. Den havde dårlig ryg og måtte ofte tilses af en dyrlæge. Den var nu heller ikke god til at passe på sig selv. Den havde en dårlig vane. Når min ven holdt et håndklæde op for den, ville den rejse sig op på sine alt for små bagben og bedække håndklædet, frem og tilbage ad en fordelingsgang. I dens døde blik kunne man se, at den ellers så snedige og selvbevidste hund var i en andens magt. Det var, som om den egentlig ikke ville. Men ikke kunne lade være. Jeg tænker på den hund, når jeg for 20. gang på en time får øje på min telefon og ikke kan lade være med at tage den op og kigge. Ikke fordi jeg skal ind og se noget frækt. Nej, min håndklædefristelse er at tjekke min mailboks, hvor der måske/måske ikke er kommet et nyhedsbrev, som jeg egentlig ikke gider læse, men som jeg bare aldrig får afmeldt, for det vil kræve, at jeg først lige finder mine læsebriller for at lokalisere det lille afmeldingslink. Jeg keder mig. Alligevel kan jeg ikke lade være med at gøre det i tide og utide, fordi det er en adspredelse fra noget, der kræver mere af mit nærvær og min energi. Jeg vælger det letteste og mest magelige. Min kamp mod min magelighed bliver ikke mindre af, at det er tidsånden, jeg er oppe imod. »Nyd det,« siger vi til hinanden som en kærlig omsorg dybt fra visdommens kilde. Som om det var en helt ny og uvant mulighed for os. Nydelsen ligger i os som en naturlig tilbøjelighed, vi slet ikke behøver kultivere. I år fik opfordringen en helt særlig vægt, fordi den kom fra hele Danmarks darling Erik Clausen, der i tv-interviewet »Det sidste ord« til allersidst, da han var helt alene, kiggede lige ind i kameraet og sagde: »Nyd livet«. Måske tog man lige en småkage ekstra derhjemme bag skærmen for at nyde ordene. Men forhåbentlig hørte man ham også fortælle, at han havde villet noget med sit liv, at han ville fortælle historier, ikke bare for underholdningens og nydelsens skyld, men fordi han syntes, de var vigtige. Hvis man kun vil nyde livet, er der rigtigt meget betydningsfuldt, man går glip af. Man lader sig styre af det umiddelbare eller de fristelser, andre holder op for en. Hvis man derimod vil skabe noget, der giver mening for én selv og andre ud over den umiddelbare nydelse, må man gøre en indsats og bruge sig selv. Det valg kan man kun træffe, hvis man ikke er bange for ubehag og anstrengelse. Men jeg formår det ikke altid, især ikke som mor. Selvom jeg godt ved, at det er bedst for børnene at se mindre skærm, så orker jeg ikke altid kampen og lægger mig i stedet i sofaen med mine nyhedsbreve. Det var derfor en særlig glæde for mig, da jeg for nogle uger siden afleverede mine skærmmisbrugere til et svømmestævne og på vej ud kom forbi deres svømmetræner, som betroede mig, at han dagen i forvejen havde givet alle børnene nogle særligt onde øvelser med det formål, at de skulle vågne op med ondt i kroppen. Han ville lære dem, at man godt kan stille sig op på startskamlen, selvom det gør lidt ondt. Jeg vil ønske, at alle børn og unge mennesker kommer forbi sådan en træner, en guitarlærer, en skolelærer eller bare en voksen, der kan lære dem den kunst ikke at lade frygten for ubehaget styre deres liv. Lære dem at turde se længere frem, tænke lidt større. Det var også den dybere mening med, at Jesus blev lagt i den krybbe i Betlehem. Vi synes, det ser så hyggeligt ud i stalden, men i virkeligheden har der været ildelugtende og ubehageligt, med stikkende hø og kriblende utøj. Men Gud ville ikke, at det skulle blive for behageligt. Jesusbarnet skulle ikke blive liggende, men op af krybben, ud i verden og fortælle menneskene, at de var noget særligt i Guds øjne. At de havde fået deres liv til at skabe noget, skabe fred og finde en dybere glæde end det flygtige behag, håndklædeoplevelser giver. Glædelig jul! Rikke Juul er sognepræst i Rosenvængets Sogn og stiftspræst for efteruddannelse i Københavns Stift https://www.berlingske.dk/kommentar/nej-du-skal-ikke-nyde-livet-du-gaar-glip-af-for-meget
Share on,